Media Day, Bedford Autodrome, 1. april 2008

I motorsportsverdenen foregår de hektiske forberedelser til en travl sommer rundt omkring på værkstederne i de første to forårsmåneder. De 22 biler, som hvert år deltager i Formula Palmer Audi mesterskaberne bliver i vinterens løb skilt fuldstændigt ad, alle dele gennemgås minutiøst og bliver så samlet igen. Det betyder, at feltet hvert år i bogstaveligste forstand starter med at alle biler er så gode som nye. Også Vibes bil fremstod utroligt flot malet med en racer-grøn bundfarve og iøjnefaldende sponsorlogoer.


Formula Palmer Audi i racing green

En råkold og blæsende tirsdag den 1. april blev det imponerende Formula Palmer Audi felt præsenteret for presse og sponsorer på Palmer Motorsports baneanlæg ved Bedford i England. I dagens anledning var to baner slået sammen, hvilket gav en udfordrende bane, bl.a. med en langside, hvor bilerne nærmede sig topfarten.

Det viste sig, at de fleste konkurrenter faktisk havde erfaring med bilerne fra sidste sæson, kun 6-7 stykker var 'rookies', d.v.s. nye i bilen, ligesom Vibe. Feltet er fyldt med unge kørere med en overvægt af 19-20 årige, heraf ikke mindre end to andre kvinder foruden Vibe.

Det var første gang Vibe fik en mulighed for at køre i sin bil, og hun var naturligvis forventningsfuld, da hun trillede ud fra pitten. Det blev til et langt første stint, hvor hun brugte tiden på både at lære banen og bilen at kende. Da hun kom ind var hun euforisk over oplevelsen. 'Det er første gang jeg har prøvet at køre 250 km, og man skal lige vænne sig til trykket af vinden på kroppen' sagde hun.


4. gear med 160 km gennem et højresving

En af de andre nye ting, hun skal vænne sig til, er muligheden for at trykke på boost-knappen under kørslen. Brug af boost giver 6 sekunder med 20% ekstra motorkraft, og det er klart, at disse 6 sekunder er kostbare. Til hver kører er tilknyttet en coach fra Palmer Motorsport og Vibe benyttede muligheden for at diskutere med ham, hvordan hun kunne optimere kørslen.

Efter at have mødt konkurrenterne udtalte Vibe 'Helt ærligt så havde håbet på flere nye kørere i feltet, det bliver svært at hamle op med de erfarne, som også kender de engelske baner rigtig godt'. Ser man på træningstiderne så var det også tydeligt, at de erfarne havde det nemmest, mens Vibe placerede sig midt i feltet af rookier.