Prøv Vibe Smeds formel-racer

20-årige Vibe Smed er Danmarks eneste kvindelige professionelle racerkører. Hun er Team Danmark atlet og bosat i England, hvor hun er ansat som race instructor hos Palmer Motorsport. I weekenderne deltager hun i Formula Palmer Audi racerserien, som kører løb på engelske og europæiske baner.

Vibe Smeds formel-racer er rå og nådesløs. Hvordan vil det føles at køre i Vibes bil? Læs videre...

Knap 7 sekunder efter at det røde lys er slukket har du skiftet gear fire gange uden at røre koblingen, og du har opnået en hastighed på 160 km. Accelerationen fortsætter til du er langt over 220, og ganske få meter før langsiden ender i grus, trykker du knaldhårdt på de super-effektive bremser og kommer i tanker om, at de ikke er udstyret med ABS. Du må selv dosere knivskarpt, men de Formel-1 brede slicks sørger for at bringe raceren ned i fart, og du mærker luften bliver presset ud af lungerne ved nedbremsningen. Samtidig benytter du lejligheden til at skifte fra femte til andet gear. Selvom højre fodballe træder på bremsen kan hælen godt bruges til at holde omdrejningerne i vejret ved at trykke blidt på speederen.

Servostyring er et ukendt begreb, når du med bittesmå, men millimeterpæcise, styreudslag på det lille rat sørger for at forhjulet med usvigelig sikkerhed rammer apex i svinget. Indstyringen foregår med venstre hånd, mens den højre er travlt beskæftiget med at skifte gear.

Med en blød bevægelse træder du speederen i bund og accellererer kraftigt ud af svinget. Stamper du bare speederen i dørken opdager du med det samme, at bilen ikke er udstyret med traction control, og grusgraven venter med usvigelig sikkerhed.

Gennem en hurtig chikane kører du med fuld acceleration over to curbs, først med det ene hjulpar og så med det andet. Hele din krop bliver mørbanket, og du er nu klar over, at racer-affjedring er det samme som ingen affjedring. De kraftige rystelser i bilen på grund af curbsene bevirker, at du ikke kan skelne banen skarpt, men må styre efter fornemmelsen. For at opnå bedst mulig tid på omgangen trykker du på boost-knappen samtidig med at den sidste curb forlades og et hurtigt gearskift foretages. Med ét slag øges motorens kraft fra 300 til 350 hk.

Stadig med fuld acceleration, som nu forstærkes af ekstra turbo-boost, kommer du ud på et kort lige stykke, som fører ind i en blød kurve. Nu skal tilliden til dækkene stå sin prøve, hastigheden nærmer sig 200 km, femte gear er aktivt, og du skal igennem banens hurtigste sving. Downforcen på vingerne for og bag suppleres med suget af diffuseren under bilen, og bilen klistrer sig til asfalten. Det føles naturstridigt at dreje på rattet med den hastighed, men alternativet er lige i dit synsfelt, og det er gruset uden for banen.

Med speederen fastlåst til bilens gulv, motorens hysteriske hylen i ørerne og fartvindens pres mod styrthjelmen giver du et lille nøk på rattet. Et kraftigt sideværts pres fortæller dig, at du er på vej rundt i svinget med en astronomisk høj fart. Fra det ene fordæk kommmer en ruflende lyd, når det strejfer rillerne på indercurben. Et splitsekund senere er det det modsatte hjulpar som udsender den samme lyd idet ydercurben passeres på vej ud af svinget.

I de næste fire sekunder er det ren afslapning. Stadig på boost og med speederen i bund går det ligeud. Du overvejer at begynde at trække vejret igen, det har du vist ikke lige fået gjort i et stykke tid. Nu er også et godt tidspunkt hvis du trænger til at blinke med øjnene. Men det har du alligevel ikke tid til, i stedet benytter du lejligheden til at checke tiden for forrige omgang på din laptimer.

Samtidig med at boostens 8 sekunders ekstra power er brændt af gentages svingrutinen. Først bremse, dernæst gearskift med hæl-tå på speeder og bremse, dreje og fornyet acceleration. Snart er du på vej mod målstregen og det hele kan gentage sig.

Efter et stint på 20 minutter vælger du at køre i pit i stedet for at fortsætte ned ad langsiden. Du er fuldstændig fysisk og psykisk udmattet af strabadserne. Straks du holder stille trækkes data ud af bilens computer, mekanikeren checker dæktemperatur og -tryk og din race engineer stikker hovedet hen til dig og siger "Not bad, but you need to improve in the slow corners. Let's have a short talk before you must be ready for next session in 10 minutes".

Inden du overhovedet når så langt som til at få startet motoren har du fået lavet sæde, så det passer nøjagtigt til din krop og pedalerne er blevet indstillet. Fra inderst til yderst er du blevet klædt på med flere lag brandsikkert tøj. Den eneste udækkede hud er området omkring dine øjenhuler, og det er usynligt bag det mørke visir, som kan tåle at blive ramt af en sten ved en hastighed på 250 km.

Når du stiger ned i cockpittet går det op for dig, hvad det vil sige at sidde snævert. Efter et indviklet system spændes seks-punkts selen så stramt, at du næsten ikke kan trække vejret. Du bliver klar over, at dine fødder rager ud foran fordækkene, at din bagdel befinder sig 25 mm over asfalten, at den nederste del af ryggen er 10 mm væk fra højeksplosivt brændstof og at den øverste del af ryggen deler metal med en højtydende racermotor. Umiddelbart over dit hoved presser turboens ladetryk luften ind i motoren, og man kan skimte styrtbøjlen, som er dit sidste værn mod afgrunden hvis bilen skulle tippe om på hovedet.

Endnu før du fik køredragten på har du fået en nøje briefing. Her fik du at vide, at du under ingen omstændigheder skulle dreje på knappen som regulerer på bremsetrykket mellem for- og baghjulene. At det var under trusler om evig fortabelse såfremt du trykker på knappen som starter brandslukningsanlægget - medmindre altså, at du pludselig befinder dig i et flammehav. Samt at det er strengt forbudt at bryde koncentrationen og vinke til kæresten når du passerer med 220 km. Det går så hurtigt, at vedkommende alligevel ikke kan nå at fotografere det.

Som det fremgår af ovenstående er det yderst ubehageligt at køre stærkt i en formel-racer. Alligevel er der mange, som gerne vil prøve, og det er der mulighed for. På Palmer Sports gigantiske baneanlæg ved Bedford i England findes alle faciliteter. Banen er konstrueret uden tilskuerarealer og hegn, så skulle du opleve en afkørsel ved høj hastighed vil bilen blive fanget af gruset og bragt til standsning.

Ved en to-timers test har du en personlig mekaniker og du får konstant tilbagemelding fra en professionel race engineer komplet med samtlige computer-data fra din kørsel. Desuden vil Vibe Smed coache dig og løbende forsyne dig med relevante tips og tekniske detaljer.

De sidste råd før det går løs
De sidste råd før det går løs

Se klip fra inboard kamera i Formula Palmer Audi. Bemærk højre-venstre chikanen, som kommer efter få sekunder --> klik her (22MB)

En aftale om test inkluderer alt relevant udstyr, forsikring o.a. Palmer Motorsport kan være behjælpelig med rejse og indkvartering. Skriv en mail med telefonnummer, så bliver du kontaktet for nærmere information.

Forside