Tilbage i karting

Efter 5 sæsoner i international formel- og sportvogns-racing skal Vibe Smed i 2011 konkurrere i gearkart-klassen KZ2. 'Selvfølgelig ville jeg gerne have fortsat med biler', siger Vibe, 'men når nu midlerne ikke er der, så glæder jeg mig virkelig til at komme tilbage til en super-hurtig gokart'.


Vibe for enden af langsiden på Københavns Gokart Bane i efteråret 2005

Vibe Smed har kørt meget forskelligt i de år, hun har kørt racerbil. I 2006-7 var hun sammen med Tommy Nygaard med til at introducere den dansk konstruerede Aquila Formel Ford. I 2008 kørte hun Formula Palmer Audi og satte på Spa-Francorchamps rekord som den hidtil hurtigste danske kvinde i en formel-racer med en gennemsnitshastighed på 170. I 2009 deltog hun i BritCar i en Porsche 996 GT3 og i 2010 fik hun sammen med Nathan Freke en samlet 3. plads i G4 klassen i British GT.


Formula Palmer Audi, Brands Hatch, 2008

Hun planlægger at deltage i bl.a. Dansk Super Kart, hvor felterne de sidste tre-fire sæsoner har ligget på over 30 deltagere pr. løb. Desuden vil hun supplerere med løb i de andre nordiske lande. Om udsigterne til at få pokaler med hjem siger hun: 'For at være ærlig, så er konkurrencen så hård, og min erfaring med gearkart så begrænset, at jeg vil være glad for at havne i top-10'.